Maugstrup Kirke

I midten af Maugstrup by ligger vores gamle kirke. Den har i gennem 900 år været ramme for mange af livets store begivenheder her i Maugstrup Sogn. Og vi tager i sagens natur stadig med glade imod børn, der skal døbes og par der skal vies. Når nogle går bort, står kirken også, hvor den altid har stået.

De fleste søndage samles vi i kirken til gudstjenester og til sognets held er der ikke kun én præst, men hele tre knyttet til, da kirken er en del af Tresognspastorat, der også består af Vojens og Jegerup, som vi har et godt samarbejde med for at få det bedste kirkeliv. Af arrangementer i løbet af året er der mange. Første januar begynder vi som regel året med en gudstjeneste efterfulgt af et lille glas og nytårshilsner. I konfirmandstuen holder Aftenhøjskolen en række foredrag hver mandag i januar og februar, hvor vi blandt andet også fejrer Afstemningsdagen. Når det bliver påske samles vi til fællesspisning skærtorsdag. Og med foråret kommer konfirmationerne, der er en festlige afslutning på et års konfirmationsforberedelse. Derudover fejrer vi Grundlovsdag med taler af såvel unge som gamle. Der er teltgudstjeneste i forbindelse med sportsugen. Vi har en sogneudflugt, og om sommeren fejrer vi Sankt Hans i kirken med lægmandsprædikanter og bål i præstegårdshaven, hvis vejret tillader det.

I sensommeren har vi høstgudstjeneste og spiser efterfølgende gullaschsuppe sammen. I efteråret har vi sogneaftner, hvor vi synger eller høre et foredrag om noget teologisk.

Så har vi adventsmøde og den 1. søndag i advent, er det konfirmanderne, der har været med til at skrue gudstjenesten sammen. Her kommer der også tit mange børn fra Simmersted Friskole for at hente deres adventskranse, som de har lavet med vores graver.

Den 3. søndag i advent har vi i kirken besøg af luciapiger og drenge, der kommer og synger og spreder lidt lys i vintermørket. Og så fejrer vi selvfølgelig jul med klokker, der kimer ud over hele sognet til fred og glæde for mange.

Der er meget, der ikke er blevet nævnt, men heldigvis har vi også et kirkeblad, hvor man kan læse en masse om, hvad der foregår i kirken både her i Maugstrup, men også i Vojens og Jegerup.

Og vil man vide noget om kirken stort som småt, er man altid velkommen til at ringe eller skrive.

De bedste hilsner

Sognepræst

Niels Dalsgaard

Mere information

På kirkens hjemmeside finder du alt om gudtjenester og kontaktinformation Videre til kirkens hjemmeside